Habilitetspolitik

SundKs habilitetspolitik skal understøtte åbenhed, gennemsigtighed og klare rammer for håndtering af habilitet på tværs af på tværs af organisationen.

Formålet med politikken er at sikre troværdigheden af SundK’s aktiviteter ved at balancere hensynet til at undgå usaglig påvirkning og behovet for en fyldestgørende og fagligt kvalificeret belysning af sager i SundK. Samtidig er politikken et redskab for de personer, der bidrager til SundK’s arbejde, ved at give klare rammer og støtte til at håndtere habilitetsspørgsmål i praksis. Politikken fungerer endvidere som en vejledning til sundhedsvæsenets arbejdsgivere i, hvordan de kan hjælpe ansatte, der deltager i SundK’s arbejde, med at være habile.   

Politikken tager udgangspunkt i forvaltningslovens regler om inhabilitet og beskriver, hvordan SundK håndterer habilitet i praksis. 

Hvem omfatter habilitetspolitikken? 

Politikken gælder for personer, der bidrager til SundK’s arbejde, herunder: 

  • medlemmer af bestyrelse, råd, det faglige udvalg 

  • medarbejdere i SundK

  • styregrupper for kvalitetsdatabaser

  • forfattergrupper som deltager i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer og visitationsretningslinjer

  • fagudvalg for vurderinger og analyser

  • patientrepræsentanter  

Habilitet i praksis 

Habilitetspolitikken fastlægger en fælles ramme for blandt andet deklaration af relevante interesser, håndtering af konkrete habilitetsspørgsmål og vurdering af, om en person er inhabil i en konkret sag. 

En deklareret interesse er ikke det samme som inhabilitet. Formålet med at deklarere relevante interesser er at skabe åbenhed om forhold, der kan have betydning for habiliteten. Det er først efter en konkret vurdering, at det afgøres, om en interesse medfører inhabilitet i en given sag. 

Trinvis implementering 

Habilitetspolitikken træder i kraft d. 1. januar 2027 og implementeres trinvist. Den trinvise implementering skal sikre en god overgang og give de forskellige grupper mulighed for at blive orienteret og forberedt på de nye rammer. 

Primo januar 2027:

  • Medarbejdere 

  • Bestyrelse 

  • Råd 

  • Fagligt Udvalg for de Kliniske Kvalitetsdatabaser 

Marts-medio 2027:

  • Databasestyregrupper og udvalg tilknyttet Kvalitetsenhed C, Kræft, neurologi , lindring og smerter

  • Databasestyregrupper og udvalg tilknyttet Kvalitetsenhed A, Ældreområdet, hjerte, muskel/skelet og kroniske sygdomme

  • Databasestyregrupper og udvalg tilknyttet Kvalitetsenhed B, Psykiatri, akut sygdom, graviditet og børn

Herefter :

  • Forfattergrupper til kliniske retningslinjer 

De enkelte grupper vil blive orienteret, når det bliver relevant for dem. 

Læs mere her: 

Habilitetspolitikken 

Høringssvar 

Habilitetspolitikken har været i offentlig høring fra januar til april 2026. SundK modtog i alt 31 høringssvar fra blandt andet faglige selskaber, kvalitetsdatabaser, DMCG’er, regioner, patientorganisationer og myndigheder. Høringssvarene har indgået i den endelige udformning af politikken. 

Spørgsmål 

Har du spørgsmål til SundK’s habilitetspolitik, er du velkommen til at kontakte os på habilitet@sundk.dk