Dosispakket medicin i overgangen mellem hospital og kommune

Inspiration fra de utilsigtede hændelser
Viden fra UTH

Indhold på denne side

Når borgere indlægges eller udskrives med dosispakket medicin, har arbejdsgange betydning for sammenhængen i den medicinske behandling. Hvilken læring peger de rapporterede utilsigtede hændelser på?

En gennemgang af utilsigtede hændelser med dosispakket medicin i overgangen mellem hospitalet og hjemmet viser, at der er tilfælde, hvor der er behov for øget opmærksomhed på tværs af sektorer. Der beskrives blandt andet hændelser på hospitalerne, hvor det helt overses, at borgeren modtager dosispakket medicin eller at alle dosisrecepter seponeres. I andre hændelser ses at den dosispakkede medicin enten sættes i bero uden klar indikation eller ikke sættes i bero, når det viser sig nødvendigt eller hensigtsmæssigt.

Det kan betyde, at der mangler en klar plan for, hvordan borgeren skal få den rigtige medicin efter udskrivelsen. Resultatet kan være, at borgeren mangler medicin, eller at kommunen ikke bliver opmærksomme på ændringer og derfor ikke kan sætte midlertidige løsninger i gang, som for eksempel sidedispensering.

Konsekvensen kan være, at den medicinske behandling bliver forsinket eller ikke gennemføres som planlagt, hvilket kan forringe borgerens helbredstilstand. Som følge heraf opstår der ofte behov for koordinering mellem flere aktører, herunder kommunal sygepleje, egen læge, apotek, hospital, borger og pårørende.

Case

Karen, 82 år, får dosispakket medicin og hjælp fra hjemmeplejen til medicinindtag. Ved indlæggelse på hospital sættes den dosispakkede medicin i bero uden faglig begrundelse. Der foretages ingen ændringer i Karens vanlige medicin under indlæggelsen.

Ved udskrivelsen bliver den dosispakkede medicin ikke genoptaget, der gives ikke medicin med til de første dage og der udskrives ikke almindelige recepter på Karens medicin.

Først da plejepersonalet vil hente den næste dosisrulle fra apoteket opdages det, at den dosispakkede medicin er sat i bero, da der hverken er en dosisrulle eller recepter til udlevering af medicin.

Plejepersonalet må derfor kontakte hospitalet med henblik på at ophæve bero eller udskrivning af almindelige recepter samt iværksætte midlertidig medicindispensering i Karens hjem, indtil dosispakket medicin igen kan leveres.

Konsekvensen for Karen er, at hun mangler sin medicin til både aften, næste morgen og middag, herunder sin smertestillende medicin, hvilket medfører, at hun ikke er tilstrækkeligt smertedækket.

Casen er fiktiv

Inspiration til forbedringsindsatser

Følgende punkter bygger på læringstiltag fra de rapporterede utilsigtede hændelser og beskriver indsatser, der arbejdes med for at styrke patientsikkerheden og forebygge gentagelser:

Arbejdsgange ved indlæggelse og udskrivelse Styrk håndteringen af dosispakket medicin ved indlæggelse og udskrivelse gennem faste arbejdsgange, der sikrer at dosispakning ikke overses. Kontinuitet frem til næste dosisrulle Planlæg medicinændringer ved udskrivelse på en måde, der sikrer kontinuitet i behandlingen frem til næste dosisrulle. Apoteksfaglighed i samarbejdet Inddrag apoteksfaglighed i samarbejdet om håndtering af dosispakket medicin, gerne også med undervisning og rådgivning. Klare aftaler på tværs af sektorer Hav klare aftaler mellem sektorerne om, hvordan ansvar og information om dosispakket medicin kommunikeres på tværs.

Erfaringer fra Bispebjerg Hospital og Norddjurs Kommune

Dosispakket medicin kræver fælles arbejdsgange, målrettet implementering og tværsektoriel koordinering. Erfaringer fra Bispebjerg Hospital og Norddjurs Kommune viser, at fælles retning, samarbejde og aftaler på tværs af hospital, kommune, apotek og almen praksis bidrager til mere sammenhængende og sikre medicinforløb, når borgere med dosispakket medicin indlægges på hospitalet. Fælles opmærksomhedspunkter er:

  • Tværsektorielt samarbejde: Tværgående arbejds- og implementeringsgrupper med bred repræsentation, ledelsesmæssig opbakning og deltagelse fra kommune, hospital, almen praksis og apotek. Udarbejdelse af fælles arbejdsgange og flowcharts, der kendes og anvendes på tværs af sektorer.

  • Undervisning og kompetenceopbygning: Systematisk undervisning om dosispakket medicin til nye medarbejdere som en del af introduktionsforløb. Behovsstyret undervisning på tværs af faggrupper f.eks. sygeplejersker, læger og sekretærer – gerne tæt på praksis og i egne systemer. Lokale nøglepersoner og hotline, der understøtter implementering i praksis.

  • Løbende opfølgning og opmærksomhed på risici: Der arbejdes systematisk med at identificere forbedringsbehov i praksis. Erfaringer anvendes, i et samarbejde mellem de lokale nøglepersoner, til løbende justering af arbejdsgange og målrettet undervisning. Samtidig kræves opmærksomhed på nye risici, f.eks. automatisk receptanmodning, som forudsætter aktiv opfølgning og tilpasning af arbejdsgange på tværs af sektorer.

Samlet peger erfaringerne på, at patientsikkerheden styrkes gennem en kombination af tværsektorielt samarbejde, systematisk kompetenceopbygning og løbende opfølgning, der understøtter kontinuerlig læring og forbedring.

Forenklet flowchart fra Norddjurs Kommune

Lokal praksiserfaring

Materiale fra Norddjurs Kommune

I Norddjurs Kommune anvendes en forenklet version af det tværsektorielle flowchart. Det forenklede flowchart er udviklet lokalt i fællesskab mellem de involverede sektorer og benyttes som et redskab til at understøtte det daglige samarbejde om dosispakket medicin.

Åbn PDF

Hvad er dosispakket medicin?

Dosispakket medicin er medicin, der pakkes maskinelt på apotek i små poser til hvert administrationstidspunkt. Poserne samles i en dosisrulle, som typisk indeholder medicin til 14 dage.

Medicinændringer kan altid gennemføres hos borgere med dosispakket medicin, ligesom hos alle andre borgere. Vurderes det, at den dosispakkede medicin midlertidigt skal sættes i bero, udstedes der almindelige recepter på al aktiv medicin. Kan ændringen i stedet løses med en akutrulle eller en tillægsrulle, kontaktes apoteket. Leveringstiden afhænger af ugedag og tidspunkt på dagen. Endelig kan ændringer håndteres ved sidedispensering til den dosispakkede medicin.

Hvor mange får dosispakket medicin?

70.000 danskere får dosispakket medicin (juni 2026). Det svarer til ca. 1,2 % af befolkningen. Ordningen bruges især af den ældste del af befolkningen, hvor 6,8 % af personer over 75 år får dosispakket medicin. Antallet er fordoblet siden 2021, hvor ca. 34.000 borgere modtog dosispakket medicin.

Kilde: Dosispakket medicin - Sundhedsdatabanken

Denne Viden fra UTH er udgivet med medvirken fra farmakonom fra Norddjurs Kommune, sygeplejefaglig specialkonsulent fra Bispebjerg Hospital og sundhedsfaglig konsulent fra Danmarks Apotekerforening.

Udgivet den 7. oktober 2026

Relaterede materialer:

Best practice for håndtering af dosispakket medicin

Download Viden fra UTH som PDF: Dosispakket medicin i overgangen mellem hospital og kommune